Vand og naturplaner er nu offentliggjort
Det kan anbefales at tjekke op på det kortmateriale der ligger, og her vil man kunne se, hvad der pt. forventes at skulle ske på ens egen ejendom eller ens lokal område.
Fra ca. juni 2010 og 6 måneder frem skal der være offentlig høring af planerne.
Du kan allerede nu tjekke hvilke forslag og planer der ligger for din ejendom.
Der kan være forkerte registreringer, og der kan være konsekvenser af tiltag – f.eks. åbning af rørlagte vandløb og reduceret vedligeholdelse, som man fra offentlig side ikke har været opmærksom på. Det kan dog være en fordel at man er opmærksom på det, så man kan forholde sig til det, også selv om det forekommer den enkelte lodsejer urimeligt og uhensigtsmæssigt og vil have store konsekvenser for ens ejendom.
Tjek mål for vandløb
Følg nedenstående vejledning for at finde netop din ejendom
Kortene findes her: http://miljoegis.mim.dk/cbkort?profile=miljoegis_vandrammedirektiv_forslag
Vælg "Baggrundskort" vælg f.eks. "DDOland 2006"
Vælg "søg", vælg f.eks. en "adresse"
Vælg "miljømål": Vandløb - "økologisk tilstand" og vandløb: "økologisk potentiale"
Vælg: "indsatsprogram og prioriteringer" - "indsatskrav" - spærringer der skal fjernes, ophør eller reduceret vedligeholdelse, restaurering i vandløb, genåbning af rørlagte vandløb.
Vælg herefter: "Undtagelser - vandløb" for at se om mål skal nås i indeværende periode (2009 – 2015) eller senere.
Skulle du have spørgsmål eller kommentarer til planerne er du velkommen til at kontakte os.
Rikke Kyhn, Teamleder og Miljøkonsulent tlf. 73742041 eller på mail rky@lrs.dk
Hvad er vandplaner
Vandplanerne fortæller, hvordan Miljøministeriet inden år 2015 vil forsøge at opnå:
• reducere mængden af kvælstof langs kysterne med 19.000 tons
• reducere mængden af fosfor i søerne med 210 tons
• forbedre dyre- og planteliv i 7300 km vandløb
• rense mere spildevand og dermed forbedre naturen i vandløb
Der er i alt 23 vandplaner, og disse er inddelt efter de naturlige vandskel.
Vandplaner viser, hvordan den samlede indsats skal fordeles i hele landet.
For hver vandplan er opstillet mål for, hvordan miljøtilstanden skal være i områdets søer, vandløb, kystvande og grundvand.
En vandplan beskriver, hvor meget det enkelte vandområde skal forbedres.
Den fortæller også, hvordan forbedringen kan ske.
Kommunerne bestemmer, hvordan det skal ske, og dette gør de ved at udarbejde forslag til handleplaner, hvor de opstiller forslag til hvordan de vil nå målene i vandplanerne. Handleplanerne skal herefter i offentlig høring i mindst 8 uger, før de kan vedtages endeligt.
Hvad er Natura 2000 planer
Natura 2000 planen fortæller, hvordan man skal behandle Danmarks i alt 246 Natura 2000 områder, så vi kan stoppe tilbagegangen for naturtyper og arter der. Natura 2000 områderne har en særlig natur, der gør dem til habitat- og fuglebeskyttelsesområder, men de repræsenterer samtidigt de største og mest sårbare danske naturområder. Samlet udgør de 9% af det danske landareal og 12 % af havarealet.
Natura 2000 planen består af en delplan for hvert Natura 2000 område. Delplanen opstiller et langsigtet mål for områdets natur og et indsatsprogram for perioden 2010-2015.
Sådan er ansvaret fordelt
Kommunerne har kompetence og ansvar for at gennemføre indsatsen på vådområder,
vandløb, grundvand og spildevand. Det sker både ved at iværksætte nye initiativer og
ved at bruge vandplanen, når de skal give nye miljøtilladelser og miljøgodkendelser.
Kommunerne vil kunne vælge andre virkemidler end dem, som er fastlagt i vandplanerne,
men forudsætningen er, at de er ligeså effektive og at kommunerne betaler eventuelle
merudgifter.
Regeringen fastlægger den endelige indsats uden for landbruget efter høringen.
Staten har det overvejende ansvar for virkemidler over for landbruget. Det sker ved at gennemføre ny lovgivning som bl.a. ændringer til Miljøbeskyttelsesloven, vandforsyningsloven vandløbsloven, fiskeriloven m.fl. og dvs. der kan forventes ændringen mht. regler om bl.a. efterafgrøder, randzoner og andre dyrkningsregler.
Du kan få mere information om Vand- og Naturplaner på By- og Landskabsstyrelsen hjemmeside.
www.blst.dk