Log på Kontakt Oversigt Forside Hjælp
Abonnér


E-mail:
Tilmeld
Afmeld

Goldfodsyge i vinterhvede 

Betydning
Ved store angreb kan ses udbyttetab på 30 % eller mere. Angreb er størst på de lettere jorder. Angreb ses hen på sommeren som pletter af nødmodne planter, fordi rødderne dør. De døde rødder er sorte. Plantebestanden er tynd, væksten er lav, og aksene er hvide og opretstående. Goldfodsygesvampen er en typisk sædskiftesygdom. Et sædskifte med bare én ikke-modtagelig afgrøde nedbringer smitten betydeligt.

Symptomer
Sekundært kommer der angreb af sortskimmelsvampe i akset. I starten nødmodner kun enkelte planter. Smitte kan forekomme allerede om efteråret, hvor angrebne planter får slappe eller lyse blade. På rødder og rodhals af nødmodne planter ses i starten små mørkebrune læsioner. Efterhånden bliver hele roden sortfarvet.

Angrebstidspunkt
Smitten kan ske fra efteråret, men symptomer på de overjordiske dele ses oftest først fra juni-juli, når nytilvæksten af rødder ophører.

Biologi
Goldfodsygesvampen er en typisk sædskiftesygdom, som overlever i jorden på angrebne rod- og stubrester. Svampen kan overleve i jorden i 1-2 år. Myceliet vokser ind i de unge planterødder og ødelægger dem. Infektion sker gennem hele vækstperioden. Smitten spredes kun over korte afstande via transport af inficeret plantemateriale. Klimakrav: Betydningen af goldfodsyge øges ved et varmt og fugtigt efterår, en mild og regnfuld vinter med en våd forsommer efterfulgt af tørke fra sidst i juni og juli.

Er du i tvivl om der er goldfodsyge i marken, så kontakt din planteavlskonsulent for en fælles besigtigelse.

Uddrag fra Nyhedsbrev Salgsafgrøder nr. 11, udsendt d. 11. juli 2011.

Publiceringsdato: 07-07-2011
Landbrugsrådgivning Syd - Familielandbruget Sydvest - Fyns Familielandbrug - Sønderjysk Familielandbrug - Vejle Amts Familielandbrug - Email:   - Kontakt - Webmaster
LandbrugsInfo Planter