Volatilitet – sommerens øjenåbner

Af Vagn Jakobsen, økonomikonsulent, reg. revisor, HD, Landbrugsrådgivning SYD

Sommeren 2011 har budt på mange ekstreme udsving på såvel valutamarkederne som aktiekurserne og har dermed understreget behovet for at dels at afdække risici og dels overveje, om den betaling der følger med at løbe en risiko står mål med honoreringen.
Artiklen vil forsøge at belyse denne sammenhæng ud fra et risikomål.

Hen over sommeren 2011 har vi været vidne til mange chokerende oplevelser, både på vejrfronten med de store nedbørsmængder der har givet nogle svære praktiske udfordringer, men også på det finansielle område, hvor gældskriser i USA, Grækenland og Italien, styrtdyk i aktiekurser, dårlige amerikanske beskæftigelsestal og usikkerhed om euroens overlevelse og politiske diskussioner om løsningsmodeller har skabt massive bekymringer for hvad vi er på vej ud i.
Alle disse usikkerhedsmomenter kan rummes under en fælles betegnelse: Volatilitet.

Volatilitet er et teknisk begreb for udsving eller voldsomhed og bruges til at udtrykke hvor meget kursen svinger som følge af de faktorer der påvirker kursfastsættelsen, altså et mål for, hvor meget et reelt afkast i gennemsnit afviger fra et forventet gennemsnitligt afkast af en given investering eller låntagning – altså en risikovurdering. Men netop risiko er en kompleks størrelse, der også ændrer sig over tid.
Vi skelner mellem en systematisk risiko, der er en generel markedsspecifik risiko, der hænger sammen med inflation, økonomisk politik o.s.v., mens den usystematiske risiko mere er knyttet til det specifikke aktiv (korn, svinekød, foder, valuta, aktier m.v.).

Volatilitet fastsættes ud fra en statistisk måling over en periode, der helst skal være på min. 36 måneder for at være pålidelig.
De målinger der foreligger, eksempelvis over kursen på schweizer-francs (CHF) sammenholdes med spredningen i kurserne (den såkaldte standardafvigelse).

Det tal man kommer frem til som volatilitet skal forstås sådan, at jo lavere det er, des mindre risikofyldt er en placering, og jo mindre risiko er der for store udsving.
Som rettesnor siger vi, at en volatilitet på op til ca. 7 er lav (lav risiko) og når den er omkring 15 og højere er det en høj volatilitet (stor risiko).

Man skal blot være opmærksom på, at der er tale om bagudrettede målinger, som fortæller noget om, hvordan risikoen har været, det er langt fra givet, at det fortæller ret meget om fremtiden.

Lad os demonstrere teorien med igen at bruge schweizerfrancen (CHF) som eksempel:

Figur 1 viser kursudsvingene over de sidste 10 år, og netop ved periodens begyndelse var der som følge af terroren i New York den 11. september 2001 sket et kraftigt hop fra et niveau der var centreret omkring ca. 475 for 100CHF.

Det er i det hele taget en erfaring, at ved nervøsitet på aktiemarkederne, terror, politisk ustabilitet og lignende søger pengene ly i sikre havne. Det betyder, at prisen på guld og olie stiger, obligationer efterspørges og stiger i kurs, ligesom især schweizerfrancs og japanske yen stiger i kurs.

Da renteforskellen samtidig var mellem 2% og 3% blev der optaget mange lån og reteswaps ikke mindst i perioden frem til marts 2003, hvor den første Irakkrig sluttede.
Alle prognoser pegede på, og det gik rent faktisk også sådan, at kursen ville falde tilbage på det tidligere niveau omkring en middelkurs på ca. 475.

Figur 1: Kursen på schweizerfrancs 10 år tilbage

Med en rentefordel på 2,5% og en kurs ved lånets eller swappens stiftelse på 510 for 100CHF kan man beregne, at man på årsbasis kunne tåle en stigning på 12,75 point i kursen, før rentebesparelsen var ædt op. Efter 3 år altså en nulpunktskurs på 549,21.
Da volatiliteten på valutaen samtidig var lav i perioden, var der ikke noget at sige til, at der var en livlig låneaktivitet.

I figur 2 har vi afbildet volatiliteten for de tre valutaer EUR, JPY og CHF og her ses, at CHF fra 2008 skifter niveau til nu enten at være i middel eller høj risiko, og under finanskrisen i efteråret 2008 og under gældskrisen i sommer er helt oppe omkring 25 i volatilitet.
Når det sammenholdes med, at kursen er steget i takt med krisens udvikling og en manglende intervention fra den schweiziske nationalbanks side primo 2010 og indtil i uge 36 og en markant indsnævring i rentefordelen til i perioder kun ca. ½%, har risikoen ikke stået mål med betalingen for at indgå den.

Konklusionen på vore betragtninger er, at valutaer med flydende valutakurser udgør en større fare for at blive ramt af høj volatilitet, da de ikke er bundet på et fastkurssamarbejde, og dette rammer i udpræget grad CHF og JPY. Det er demonstreret med udsving i kursen fra ca. 605 primo juli til over 730 den 10. august og ned til 615 – 620 efter beslutningen den 6. september om at lægge en bund under EUR/CHF på 1,20.
Det er ikke et fastkurssamarbejde der er aftalt, men en hensigtserklæring om at ville foretage støtteopkøb af valuta for at bremse spekulationer i en styrket CHF.
Om SNB kan fastholde den kurs bliver spændende at følge.