Log på Kontakt Oversigt Forside Hjælp
Abonnér


E-mail:
Tilmeld
Afmeld

Solcelleanlæg på parcelhuset – hvordan er det med skatten?  
Solcelleanlæg på parcelhuset – hvordan er det med skatten?

I nogle tilfælde er solceller fritaget for elafgift, mens elsalget kan ende som skattefri indtægt

Michael Due
Revisor
tlf. 7374 2111, mail: mid@lrs.dk

Solcelleanlæg bliver mere og mere udbredt herhjemme. Det sker ikke mindst i takt med at anlæggenes virkningsgrader øges, samtidig med at prisen tilsvarende falder.
Er den installerede effekt under 6.000 KWh pr. år, skal der ikke betales elafgift, hvilket udgør 2/3 af prisen, altså langt den største del af elprisen.

Skattefri indtægt
Indtægter ved salg af elproduktionen - dvs. et evt. nettosalg til elværket - er skattepligtig. Den aftale afregningspris til elværket ligger inkl. statstilskud på ca. 60 øre/KWh. Værdien af eget forbrug skal også medregnes til indkomsten og udgør forbruget x afregningsprisen til elværket.
Er forbruget 4.000 KWh, skal der således medregnes 2.400 kr. til den skattepligtige indkomst, hvilket efter skat svarer til ca. 960 kr. ved en skatteprocent på 40 %.
Den såkaldte skematiske ordning med et bundfradrag på 7.000 kr. vil gøre, at der ingen skattepligtig indkomst er. Hvis indkomsten alligevel overstiger de 7.000 kr., skal kun 60 % af det overskydende beløb beskattes. Der er altid fradrag for renter af evt. lån til investeringen. Bundfradraget dækker alle andre udgifter.

Fradrag for arbejdsløn
En del af anlægsinvesteringen kan dog alligevel fratrækkes. Fra 1. juni i år og foreløbigt til og med 2013, er det nemlig muligt med det såkaldte ”håndværkerfradrag” at fratrække udgiften til arbejdslønnen til monteringen af anlægget. Det skal dog bemærkes, at den ny regering har talt om at fjerne fradraget fra og med 2012.
Fradraget er maksimalt 15.000 kr. pr. person pr. år.
Fradragsværdien for ”håndværkerfradraget” er i øjeblikke ca. 33,5 % og er et ligningsmæssigt fradrag. I 2011 vil værdien af et fuldt udnyttet håndværkerfradrag for et ægtepar være ca. 10.000 kr. Læs evt. mere om ordningen i forrige nummer af bladet.

Underskud kan modregnes i løn
I stedet for den skematiske ordning er det også muligt at opgøre sin skat efter de almindelige skatteregler. Indtægt ved nettosalg, herunder værdien af eget forbrug skal indtægtsføres lige som ved den skematiske ordning. Til gengæld kan udgifter til anskaffelse, vedligeholdelse og andre udgifter til anlægget fratrækkes.
Anskaffelsessummen inkl. montering kan fradrages med op til 25 % af anskaffelsessummen om året.
Dermed reduceres tilbagebetalingstiden kraftigt. Samtidig vil der ved fuld udnyttelse af afskrivningen typisk være skattemæssigt underskud, som kan modregnes i f.eks. beskatningen af lønindkomsten.

Hvilken ordning?
Vær opmærksom på, at et anlæg, der er integreret i husets tagkonstruktion, og som tjener til brug for huset, er en bygningsbestanddel/installation. Denne er der ikke fradragsret for i én- og tofamiliehuse.
Ved anvendelse af enten kapitalafkastordningen eller virksomhedsskatteordningen kommer fradragsværdien af renterne op på mellem 40 og 55 % afhængig af om man betaler topskat. Om
man skal anvende den ene eller anden skatteordning, afhænger derfor af ens indkomstforhold.
Det anbefales at kontakte en rådgiver, da også brug af virksomhedsskatteordningen typisk kræver hjælp fra en regnskabskyndig person. Udgiften hertil kan ligeledes fradrages.

Tilskudsmuligheder
Nogle fjernvarme- og elværker giver tilskud til etableringen af et solcelleanlæg. Der er ikke tale om de store summer, idet de typisk ligger i størrelsesordnen 600 kr. til 1.500 kr. for et 40 m2 stort anlæg.
Tilskuddets størrelse afhænger i nogle tilfælde af typen på anlægget. Det kræves typisk, at man får talt med tilskudsgiveren, inden man foretager investeringen. Tilskuddene er skattefri.

På internettet er det muligt at søge yderligere oplysninger om solcelleteknikken, priser osv. f.eks. hos aktivsol.dk. Også Boligmagasinet Bolius går tæt på solceller på www.Bolius.dk  

Landbrugsrådgivning Syd - Familielandbruget Sydvest - Fyns Familielandbrug - Sønderjysk Familielandbrug - Vejle Amts Familielandbrug - Email:   - Kontakt - Webmaster