Sol - vind - eller landbrug ?
Sol - vind - eller landbrug ?
Af Peter Damgaard, LRS ped@lrs.dk
Kan man kombinere landbrugsproduktion med solcelleanlæg eller husstandsvindmølle ?
Vi oplever mange, som interesserer sig for alternativ energiforsyning , de såkaldte VE –anlæg.
Særlig solceller og husstandsvindmøller finder mange interessante.
Formålet med investering i anlæggene kan være forskellige, men mange kan lide tanken om at være selvforsynende, og ligeledes vil mange gerne spare på elregningen. Det kan man bl.a. med et anlæg, som opfylder visse krav, f.eks må kapaciteten ikke være højere end 6 kw/h. Et sådant anlæg er fritaget for elafgift af produktionen, og det giver mulighed for en fornuftig investering..
MEN: Som reglerne er udarbejdet lige nu, er der desværre stor forskel på tilbagebetalingsperioden. Ikke så meget i forhold til hvilket anlæg man vælger, men meget mere i forhold til hvem man er.
Reglerne for afgiftsfritagelse gælder kun begrænset for husstande, der har et blandet privat og erhvervsmæssigt forbrug. Når der produceres på et anlæg på en sådan ejendom, skal produktionen fordeles forholdsmæssigt på det private forbrug og det erhvervsmæssige forbrug i elafgiftsregnskabet.
Det betyder, at hvis man har et landbrug, og f.eks . bruger 90 % af det samlede forbrug erhvervsmæssigt, vil også 90 % af produktionen på anlægget ikke være afgiftsfrit. Kun 10 % af produktionen kan i dette tilfælde henføres til det private forbrug, og man bliver derfor nødt til at købe 90 % af den dyre strøm til det private forbrug.
Omvendt, hvis man bor på landet og ikke har noget stort erhvervsmæssigt forbrug, vil man blive belønnet ved, at man får en stor del af den producerede strøm afgiftsfrit.
Beregninger viser, at der er forskelle i økonomien på op til ca 400.000 kr efter 15 år ved samme slags anlæg, alt efter om det er placeret ved et parcelhus på landet eller ved en gård med en middelstor produktion.
Det har givetvis ikke været intentionen med loven, at den skulle forskelsbehandle folk på landet, men den bør få landmænd med produktion til at holde sig lidt tilbage, hvis man overvejer at investere i VE anlæg af økonomiske årsager, fordi reglerne på nuværende tidspunkt ikke er til gunst for dem.
Vi er opmærksomme på problemet, og Dansk Landbrugsrådgivning er i gang med at få klarlagt grunden til urimelighederne, og så vidt det er muligt få dem ryddet af vejen.
Landbrugsrådgivning Syd - Familielandbruget Sydvest - Fyns Familielandbrug - Sønderjysk Familielandbrug - Vejle Amts Familielandbrug - Email:
-
Kontakt -
Webmaster