Log på Kontakt Oversigt Forside Hjælp
Abonnér


E-mail:
Tilmeld
Afmeld

En hektisk jul 
En hektisk jul

På 14 dage skulle Ole Møller og syv af hans kolleger besluttet om de ville starte for sig selv på resterne af deres konkursramte arbejdsplads.

- En hektisk jul, ja, erkender Ole Møller, Din Entreprenør Parter A/S, Fredericia. I daglig tale blot DEP. Den 23. december 2010 lukkede og slukkede deres gamle firma. Den 7. januar 2011 havde DEP fået sit CVR-nummer og var at tælle i rækken af danske selvstændige virksomheder.

Ole Møller er direktør for foretagende, men rykker sig lidt ubekvemt ved titlen. For, som han understreger, det var jo ikke en enkeltmandsbeslutning. De var en flok, der var enige om dette her og enige om at skyde deres penge i det.

Men direktør blev han, basta. For én skal jo tegne firmaet overfor banker, forretningsforbindelser, myndigheder etc etc.

På ruinerne
DEP er bygget på ruinerne af Davidsens Partners, en landsdækkende entreprenørvirksomhed med bl.a. en lokalafdeling i Fredericia. Her var Ole Møller leder, og her var der årene igennem gode sorte tal på bundlinjen. Men det kneb i andre dele af koncernen, hvor alarmklokkerne ringede.

Ole Møller og hans kolleger i Fredericia havde set risikoen for konkurs, så lidt for skægs skyld investerede de i en kontor- og lagerbygning i udkanten af Fredericia. For hvis nu, det gik galt, kunne de måske….…
-Og vi blev enige om, at vi da altid kunne leje bygningen ud, hvis Davidsen overlevede, siger Ole Møller.

Flink bank
Selv om de otte partnere med købet bygningen havde taget de første skridt ud i selvstændigheden, skulle der mere kapital på bordet.
Den Grønne Revisor hjalp med at skrive papirer etc., og Ole Møller er i dag meget glad for, at Vestfyns Bank ikke gør som andre banker og sidder hårdt på udlånene.

-De hjalp os med kapital og en kassekredit, konstaterer Ole Møller taknemmeligt, og lige så taknemmelig er han over bankens fleksibilitet.

-Vores problem er, at vi i startfasen har skullet stille garantier og betale forud, bl.a. hos teleselskaber og andre, siger han. –Lidt træls, men måske forståelig, når man er så nyetableret, men det har betydet at vi et par gange har været på kant med kassekreditten.

Og sådan set dobbelt træls, fordi ordrebogen fra starten har været pænt fyldt op endda med sikre offentlige institutioner og arbejde i millionklassen. Men arbejdet skal jo lige udføres, før vi kan sende en regning, kommer det tørt fra direktøren, der bl.a. har folk på cykelstiarbejde, på renovering af idrætshallen og på Carlsberg.

Snor i pengene
For at få et godt rygstød, sigter DEP nu efter at få en vækstkaution hos Vækstfonden, der netop er skabt med henblik på bl.a. forretningsudvikling i forbindelse med ejerskifte og etablering.

Men ellers holder DEP snor i pengene. Møbler, inventar og mange maskiner blev købt brugt på auktionen efter Davidsens, bygningen sættes gradvist i stand, og til de opgaver, som partnerne ikke selv kan udføre, f. eks. bogholderi, har de lavet aftale med kvalificerede folk om at komme 1-2-3 dage om ugen, alt efter behov.

Korpsånd
Det korte af den lange historie er, at DEP siden starten først i januar er vokset fra seks medarbejdere til i alt 43 incl. ejerkredsen, der alle arbejder i firmaet og med de samme opgaver som tidligere. Omsætningen forventes efter tre måneder at lande på 30 mio. ved årets udgang.

Når det overhovedet er muligt at håndtere sådan et vokseværk og samtidigt få virksomheden til at fungere som en helhed, skyldes det den særlige korpsånd i DEP. En korpsånd der også betyder, at folk af egen drift møder op udenfor arbejdstid for at give en hånd med at male, rydde op eller gøre andet forefaldende arbejde.

-Det er fantastisk, siger Ole Møller, -selvfølgelig er det fordi, vi er en samarbejdet flok, der har kendt hinanden i mange år, men alligevel. Det er jo udtryk for, at folk vil det her.

Men måske også fordi det lokale islæt og netværket spiller en stor rolle både for ansatte og virksomhed. DEP lægger vægt på at være en lokal virksomhed, med folk med stort lokalkendskab og med et godt ståsted i hele trekantområdet og Vestfyn.
Landbrugsrådgivning Syd - Familielandbruget Sydvest - Fyns Familielandbrug - Sønderjysk Familielandbrug - Vejle Amts Familielandbrug - Email:   - Kontakt - Webmaster