Log på Kontakt Oversigt Forside Hjælp
Abonnér


E-mail:
Tilmeld
Afmeld

To viceformænd er nok 
To viceformænd er nok

Der er ingen grund til at vælge en 3. viceformand til Landbrug & Fødevarer. Brug de kræfter, der allerede er, til at løse opgaverne.

Sven-Aage Steenholdt
Formand, Vejle Amts Familielandbrug

Hvor mange viceformænd skal Landbrug & Fødevarer primærbestyrelse have? To som hidtil – eller skal formandskabet udvides med en 3. viceformand? Spørgsmålet er rejst i forbindelse med valget af ny formand til L&F’s primærbestyrelse, et valg, der formentlig er afgjort, når du læser dette.

Argumentet for en yderligere viceformand – altså tre – er, at arbejdsopgaverne er mange og store, så der er brug for flere til at løfte dem.

Fjerner bestyrelsen
For det første overser man den nærliggende risiko for, at en så stor ledelse – formand plus tre viceformænd - meget let får karakter af et forretningsudvalg. Et forretningsudvalgs opgave er løbende at træffe beslutninger, der så efterfølgende lægges ud til orientering/godkendelse i bestyrelsen.

Dermed bliver det i forretningsudvalget og ikke i bestyrelsen, argumenterne for og imod en sag afvejes, inden beslutningen træffes. Den demokratiske proces sker ovenfra og ned og ikke nedenfra og op. Og jeg ser ikke spøgelser. Der er mange eksempler på bestyrelser, som føler sig sat udenfor både beslutningsmæssigt og informationsmæssigt af et forretningsudvalg.

For det andet vil det give flimmer internt i vægtforholdet mellem primærbestyrelsen og virksomhedsbestyrelsen i L&F. I dag ledes organisationen af et fælles formandskab bestående af formanden plus to de viceformænd fra hver side. Hvis primærsiden stiller med tre viceformænd må virksomhedssiden ud og finde endnu en viceformand, for at balancen holdes. Eller hvem af de tre viceformænd fra primærsiden skal ikke med?

Skuldre nok
For det tredje er der allerede skuldre nok til at løfte opgaverne. Den siddende primærbestyrelse har 20 medlemmer. De kunne med fordel bruges aktivt i forskellige sammenhænge. Husk, at bestyrelsens medlemmer er L&F’s direkte kontakter ud til foreningerne og landmanden ude på bedriften.

Vi så, hvor stor en succes det var at inddrage bestyrelsen i forbindelse med debatten om vandplanerne, hvordan landmænd landet over blev mobiliseret, og viden formidlet ud i hvert et hjørne af vores foreninger. Det viser, hvor vigtigt det er at have hele bredden i organisationen med.

Så i stedet for endnu en viceformand, så lad bestyrelse og sektioner løfte deres del af arbejdsopgaverne. Dermed får vi helheden til at fungere.
Landbrugsrådgivning Syd - Familielandbruget Sydvest - Fyns Familielandbrug - Sønderjysk Familielandbrug - Vejle Amts Familielandbrug - Email:   - Kontakt - Webmaster