Landmænds retssikkerhed
Af: Christian Bjerrehuus, Landbrug & Fødevarer.
Landbrug & Fødevarer har siden foråret arbejdet med et projekt, der har fokus på landmændenes retssikkerhed. Projektets formål er ikke blot at sætte fokus på retssikkerheden i indeværende år og søge løsninger nu. En afsluttende rapport skal medvirke til at skabe grundlaget for et større fokus på retssikkerhed i forhold til Landbrug & Fødevarers fremadrettede politiske arbejde.
Projektgruppen modtog i 1. og 2. kvartal 55 sager fra landmænd og konsulenter, som påpegede flere krænkelser af retssikkerheden. På baggrund af en gennemgang af sagerne er det i samarbejde med Videncentret for Landbrug blevet besluttet at rette fokus mod krydsoverensstemmelsesområdet samt problemerne i forhold til miljøgodkendelser. Det skyldes, at det er disse emner, som fylder mest blandt de indkomne sager og desuden indeholder flere retssikkerhedsmæssige problematikker.
I forbindelse med problemstillingerne inden for krydsoverensstemmelsesordningen har FødevareErhverv (FERV) taget kontakt til projektgruppen. De ønsker gennem en dialog med Landbrug & Fødevarer at undersøge mulige løsninger til problemstillinger, hvor bureaukrati og virkelighed ikke hænger sammen, eller hvor medlemmer oplever uforholdsmæssige store byrder i forhold til reglernes formål. Der er derfor aftalt en møderække med FERV med det formål.
På miljøgodkendelsesområdet deltager medlemmer af projektgruppen i et husdyrbrugsudvalg, hvor de vil bistå i arbejdet med udarbejdelse af kommende ændringsforslag til den hårdt kritiserede husdyrbrugslov, som trådte i kraft i 2007. Desuden vil resultater af analyser og undersøgelser indgå i det politiske arbejde, der allerede foregår på miljøområdet - især i forhold til problemerne med miljøgodkendelser og det kommende husdyrbrugslovforslag.
Projektgruppen arbejder på at tage hånd om problemstillingerne på det højeste politiske plan og vil fra medio september sende individuelle tilbagemeldinger til de landmænd og konsulenter, som har indsendt sager. Der vil desuden ske en orientering gennem Landbrugsavisen i løbet af efteråret, hvor projektets forløb opdateres. Endvidere vil formanden for Landbrug & Fødevarer, Michael Brockenhuus-Schack, på delegeretmødet i november præsentere projektets resultater og det fremadrettede fokus.
Landbrugsrådgivning Syd - Familielandbruget Sydvest - Fyns Familielandbrug - Sønderjysk Familielandbrug - Vejle Amts Familielandbrug - Email:
-
Kontakt -
Webmaster