Landbrugsrådgivning Syd og Familielandbruget går i fjernsynet
Landbrugsrådgivning Syd går nu TV-vejen
Familielandbrugets rådgivningsselskab vil ikke blot markedsføre sig selv, men vil skabe en regional imagekampagne for at gøre opmærksom på landbruget og erhvervets store betydning for økonomi og arbejdspladser i det sydlige Danmark.
Via TV-spots i TV Syd samt TV Fyn i de næste to uger vil familielandbruget gør en stor del af familien Danmark opmærksom på erhvervet. I 20 TV-indslag, som bliver en del af reklameblokkene på de to regionale TV-stationer, fortælles om landbrugets betydning for arbejdspladser og naturen.
Indslagene afsluttes med en markering af, at det er familielandbruget, der er afsender.
Landbrugsrådgivning Syd mener ikke, at reklamekampagnen går i bedene på Landbrug & Fødevarers stort anlagte imagekampagne med den nye fortælling:
"Målet er at understøtte imagekampagnen i Landbrug & Fødevarer - med vores lille bidrag," siger direktør Børge Sørensen, Landbrugsrådgivning Syd.
Han forklarer, at rådgivningen tidligere har markedsført sig med bandereklamer, annoncer i diverse telefonbøger og eksempelvis udsendelse af en kalender til alle landmænd.
"Men at lave spots på TV koster ikke mere end det, vi plejer at give for vores kalender udsendt til 20.000 landbrug - og som 95 procent af landmændene måske smider ud," siger Børge Sørensen.
Formand for Landbrugsrådgivning Syd, Erik O. Petersen var overrasket over prisniveauet for at producere og udsende en reklamekalender:
"Vi valgte at undersøge til bunds hvad vi har af udgifter til markedsføring, og med dette TV-projekt bruger vi pengene anderledes, men vi bruger ikke flere penge end hidtil. Nu vil vi fortælle omverdenen, hvad vi i landbruget gør i stedet for at fortælle det til hinanden, og det mener jeg er spændende og nytænkende," siger Erik O. Petersen.
"Men vi skal også fortælle medlemmerne om baggrunden. Nogle vil sikkert sige, at vi smider om os med pengene, men det er altså ikke tilfældet. Vi kommer ud med nogle positive budskaber og samtidig profilerer vi vores rådgivningsselskab," siger Erik O. Petersen.
Se TV-indslagene fra Landbrugsrådgivning Syd på www.landbrugsavisen.dk og www.lrs.dk
Landbrugsrådgivning Syd - Familielandbruget Sydvest - Fyns Familielandbrug - Sønderjysk Familielandbrug - Vejle Amts Familielandbrug - Email:
-
Kontakt -
Webmaster