Log på Kontakt Oversigt Forside Hjælp
Abonnér


E-mail:
Tilmeld
Afmeld

Fra mælkeproducent til vinavler 
Fra mælkeproducent til vinavler

Svend Rasmussen ved Løgumkloster er en tilfreds deltidslandmand med mange gøremål, bl.a. en
nystartet vinproduktion


Så flot stod vinstokkene i sommer. Bænken i baggrunden er en ølbænk! I 1996 stod Svend Rasmussen i samme situation som mange andre. De stigende miljøkrav krævede en større investering i stald og besætning, hvis han stadig ville være med. Sammen med sin kone, Else overvejede han situationen, og svaret blev et nej.
Parret ønskede ikke at binde sig til stor gæld, så køerne blev sat ud og Svend Rasmussen gik på arbejdsmarkedet. I dag er han deltidslandmand og passer de tilbageværende 12,2 ha og 1 ½ ha. skov efter fyraften.

-Jeg har ikke fortrudt, siger han. –Før var jeg bundet ugen rundt og året rundt med malkekøerne. Jeg har et godt liv som deltidslandmand. Jeg har mere fritid, og større frihed til at bestemme, hvad jeg vil give mig i kast med.

Grundigt forarbejde
Det er her vinavlen kommer ind i billedet. Sammen med to naboer har han etableret Klostervine, der tilsammen råder 300 vinstokke fordelt på de tre matrikler. Klostervine har endnu til gode at producere den første flaske, men Svend Rasmussen er optimist. Stokkene blev sat i jorden sidste år, først når de er tre år, kan man begynde produktionen, forklarer han med stor entusiasme, mens han viser rundt.

Men hvorfor netop vin? Svend Rasmussen erkender blankt, at han ikke har mere erfaring udi den metier end andre, der sidst i 70’erne syslede med Matas tre ugers vin. Men tanken fascinerede ham, og jorden lå lige udenfor døren. Så de første certificerede stokke blev indkøbt og sat bag det gamle maskinhus, hvor der er læ til alle sider. Forlods blev jorden bearbejdet i 120 cm dybde for at gennembryde al-laget, så blev der lagt en god gang hønsemøg i bunden, derefter muld og endelig de unge vinstokke. Og stokkene har kvitteret med struttende sundhed trods årets omskiftelige vejr.

Afstanden både mellem planterne og mellem rækkerne er større end normalt. Harven passende Det giver mere luft omkring stokken og dermed mindre risiko for skimmelangreb, skønner Svend Rasmussen, der har støvsuget internettet samt tappet danske vindyrkere og konsulenter for viden.

Kompagnonerne bag Klostervine har været på studietur til Årø, hvorfor Svend Rasmussen har hjembragt en flaske.Mest til øl
Svend Rasmussen er ikke den, der sidder på hænderne. Så mens han pænt må vente til den røde Rondo-drue bliver klar, har han tyvstartet en æblevin på egne æbler. Den bobler pt. lystigt i sin ballon hos en af kompagnonerne.

Ideen fik han fra en bog fra 1972: ”Kunsten at lave øl og vin for 35 øre flasken.” Det er i samme bog han har fået kik på en opskrift på kartoffelvin med det malende navn ”Vagabondens kanonslag”, men dén er nu ikke sat i produktion.

Og så kommer den højst overraskende melding med et bredt smil: Ja, vi er i grunden mest til øl her i huset, så måske prøver jeg det ved siden af vinproduktionen.

Leverandør til fødevareindustrien
Overgangen til deltidslandmand og lønmodtager gik ret smertefrit for Svend Rasmussen. Han havde dog overvejet, hvordan han skulle præsentere sig for kollegerne, da han startede hos firmaet Hydro, der laver aluminums-profiler.

-Det var faktisk ret skægt, fortæller han, -jeg fortalte, at jeg som selvstændig i 18 år havde leveret råvarer til fødevareindustrien. Ingen forbandt det med at være landmand. Til gengæld oplevede jeg, at de så på mig med større respekt. Det er ret tankevækkende, at folk har så lidt begreb om, hvad landmandens rolle reelt er.

I dag hentes lønnen hos firmaet Jørn Iversen, Rødekro, der har specialiseret sig i trehjulede cykler – med og uden motor - til handicappede og gangbesværede. Modsat den traditionelle trehjulede cykler har JI-cyklen to hjul foran. Det giver en betydelig bedre stabilitet, siger Svend Rasmussen, der er lige så ivrig, når han taler om cyklernes fortræffeligheder, som når han snakker vinavl.

-Jamen, det er fordi, jeg går op i tingene, forklarer han. –Man må godt være stolt af det, man det man laver. Det var jeg også som landmand, og det er jeg som deltidslandmand.

Landbrugsrådgivning Syd - Familielandbruget Sydvest - Fyns Familielandbrug - Sønderjysk Familielandbrug - Vejle Amts Familielandbrug - Email:   - Kontakt - Webmaster