Log på Kontakt Oversigt Forside Hjælp
Abonnér


E-mail:
Tilmeld
Afmeld

Et positivt skridt 
Et positivt skridt

National medfinansiering af EU-støtten kommer hele samfundet til gavn

Henrik Bertelsen
Formand for Familielandbruget SydVest

Når jeg får tilskud til hegning af et naturområde, går pengene ikke i min lomme men til materialer og de folk, der sætter hegnet op. Tilskuddet skaber omsætning, og skattebetaling fra de folk, der udfører arbejdet. Det er altså til gavn for samfundet – plus ikke mindst et stykke sårbart natur.

Alligevel har Folketinget altid været lunkne overfor tanken om national medfinansiering af landdistriktsmidlerne, der bl.a. går til natur og miljø. Det har betydet, at vi ikke har kunnet bruge de midler fra EU, som har krævet medfinansiering. Pengene er derfor gået tilbage til den store kasse i Bruxelles.

På den baggrund er det lidt morsomt – men meget positivt - at politikerne nu har skiftet hest. Selv vores nye fødevareminister, der ellers kommer fra et parti, som har talt varmt for at droppe al landbrugsstøtte, ønsker, at Danmark skal have en større andel af EU’s landdistriktsmidler. Og jeg er helt enig. Rart at der omsider er nogle, der tør vælge til, efter vi i flere år har valgt fra. Og rart hvis viljen til national medfinansiering tager konkret form, så vi kan se nogle resultater.

Historisk betinget
Fordelingen af landdistriktspengene imellem EU-landene er historisk betinget. Danmark modtager kun 0,3 pct. af landdistriktsmidlerne, til sammenligning skal det siges, at vi står for 2,4 pct. af produktionen i EU. Den danske holdning er derfor, at vi også burde have 2,4 pct. af landdistriktspuljen.

Der er yderligere logik i kravet, fordi EU-Kommissionen vil reducere den direkte produktionsstøtte med 5 pct. og overføre pengene til landdistriktspuljen. Hvis vores andel af landdistriktsmidlerne fastfryses på 0,3 pct. – men nu af et betydelig større beløb - vil det danske efterslæb blive endnu større.

Produktionsstøtten udlignes løbende mellem landene. Det var nærliggende at gøre det samme med landdistriktsmidlerne. Men lige nu forlyder det fra altså fra EU, at landdistriktsmidlerne skal fordeles efter en historisk reference. Det er der ingen sammenhæng i, og det skal ændres.

Op ad bakke
Trods de nye toner fra politisk side er det stadig op ad bakke for den landmand, der gerne vil gøre en ekstra indsat for natur og miljø. Som reglerne er nu, må landmanden ikke tjene på de forskellige tilskudsordninger. Han må kun kompenseres for et evt. produktionstab!

Politikerne behøver derfor ikke undre sig over, at landmænd ikke står i kø for at gå ind i nye ordninger, nu hvor de gamle MVJ-ordninger udløber – og i øvrigt er økonomisk udhulet.
Det er ikke fordi landmænd er ligeglad med naturen. Men det er nu engang sådan, at vi gerne skulle tjene lidt penge på vores landbrug, så hvorfor gå ind i et bøvlet, besværligt forløb med myndighederne, hvis det ikke kaster en krone af sig? Selv om man vil naturen det bedste?

Ikke én politiker løfter et øjenbryn, fordi landmanden tjener penge på at dyrke hvede, mælk eller svin. Hvorfor er det så odiøst at tjene penge på at dyrke natur og miljø – endda når selvsamme politikere og samfundet ønsker det?
Landbrugsrådgivning Syd - Familielandbruget Sydvest - Fyns Familielandbrug - Sønderjysk Familielandbrug - Vejle Amts Familielandbrug - Email:   - Kontakt - Webmaster