Log på Kontakt Oversigt Forside Hjælp
Abonnér


E-mail:
Tilmeld
Afmeld

Dyr minister 
Dyr minister

Svigt eller uvidenhed hos landdistrikternes minister?

Sven-Aage Steenholdt.
Fmd. for Vejle Amts Familielandbrug


Det vakte glæde, da den nye regering udstyrede landdistrikterne med deres helt egen minister! Nu skulle landdistrikterne – ”Udkants Danmark” – nemlig løftes, og folk på landet vide, at deres ve og vel lå Christiansborg på sinde.

Det gav håb om, at regeringen - som følge af den relative velstand – altså fortsat ville sikre ”Udkants Danmark”.

Hvad skete så?

Tre helt centrale ordninger for landdistrikterne blev med et pennestrøg fjernet!

Landlegatsmidler, Børn- & unge-puljen samt vikarserviceordningen forsvandt som dug for solen. Endda med en så afstumpet høringsprocedure for vikarordningen, at fagfolk ikke på nogen mulig måde kunne nå at påvirke beslutningen i rimelig grad. Sådan skrotter man en ordning, der sikrer landmandens indtjening og dyrenes velfærd i tilfælde af landmandens sygdom!

Alle tre er succesfyldte ordninger, der har vist sig at virke, og hvor argumentet for at fjerne ordningerne skriger til himlen.

Landlegatet
Formålet med landlegatet er – jeg citerer – ”at forbedre landbefolkningens indtjeningsmuligheder, øge trivslen på landet og tilføre viden af betydning for dansk landbrugsproduktion og danske landdistrikter.” Landlegatet er på ca. 2,5 mio. kr. årligt, og pengene kommer fra Landbrugslotteriet.

”Omstrukturering”, lyder svaret, når man spørger politikerne, hvorfor legatet nedlægges.

Omstrukturering vil i denne sammenhæng sige, at Landlegatet fremover skal indgå i de puljer, som de lokale aktionsgrupper - LAG – råder over. Men problemet er, at det ikke er alle kommuner, der har en LAG. Dvs. at folk i store dele af landdistrikterne ikke kan søge de penge, som er øremærket til - netop folk i landdistrikterne.

Børn og Unge puljen
Den nye regering har også beslaglagt Børn og Unge-puljen på knapt 10 mio. kr. fra Landdistriktsprogrammet. Formålet med puljen er at støtte børne- og ungdomsaktiviteter i landdistrikterne.

Bl.a. giver puljen børn og unge på landet social tilknytning og viden om sund livsstil gennem de anerkendte ”madskoler” - en af de store ernæringsmæssige succeser. Madskolerne, der kun er delvist statsfinansierede, har stor søgning. Børnene investerer deres fritid i projektet, skolerne drives af ildsjæle, og de nyder anerkendelse blandt ernæringseksperter.

Målgruppen er børn og unge også med anden baggrund end dansk, og madskolerne har dokumenteret en ændring i kost- og livsstilsvaner, som rækker langt ind i barnets egen familie.

Begrundelse for nedlæggelsen af ordningen? Ingen!

Vikarordningen
Enhver med forstand på landbrug ved, det er bydende nødvendigt, at ikke blot ”nogen”, men professionelle fagfolk, tager sig af bedriften, mens landmanden er syg.

Hidtil har fagligt kvalificerede medarbejdere fra Vikarservice kunnet rykke ud og sørge for bedrift og dyrevelfærd. Men de 10,8 mio. kr. årligt til vikarordningen er slettet af finansloven. Pengene sikrede ellers, at landmænd, der rammes af sygdom eller ulykke, kunne få tilskud til at ansætte en vikar og dermed få dyreholdet passet på kvalificeret måde.

Ordningen var endda billig for staten. Tilskuddet dækkede kun ca. ¼ af vikarens løn, resten betalte landmanden selv.

Kvæler ildsjæle
De tre forslag tilsammen fjerner over 20 mio. kr. årligt fra landdistrikterne.
Men det fjerner måske samtidigt også det gå-på-mod hos ildsjæle i ” Udkants Danmark”, som er afgørende for fortsat udvikling i landdistrikterne.

Og så har jeg slet ikke nævnt nedrivningspuljen til fjernelse af faldefærdige huse i de hårdest trængte landdistriktskommuner. Også den pulje er fjernet. For nedrivning alene gør det ikke, som ministeren siger!
Landbrugsrådgivning Syd - Familielandbruget Sydvest - Fyns Familielandbrug - Sønderjysk Familielandbrug - Vejle Amts Familielandbrug - Email:   - Kontakt - Webmaster